En videnskabelig revolution

Lysets magi

Pupillen lukker lys ind. Lyset brydes i hornhinden og linsen. Derefter sker det magiske. Der dannes et billede på øjets nethinde i midten af fovea, som gør, at man kan se farver og detaljer. Nethinden består af synsceller, tapper og stave, som sammen omdanner lys til billeder. Stavene er de mest lysfølsomme, der bruges til at se i mørke, men de kan ikke skelne mellem forskellige farver. Farvesynet styres i stedet af tapperne, der kræver mere lys og findes i tre forskellige udgaver, der er følsomme over for rødt, grønt og blåt lys. Hvordan lyset påvirker synet, har været genstand for omfattende forskning. Vi har også antaget, at mængden af lys, der rammer øjet, også påvirker døgnrytmen. Men hvordan hænger det sammen? Det har man ikke rigtigt vidst.

Den "hemmelige" dagslyscelle

Forskeren David Berson var en af dem, der undrede sig over sammenhængen. Man vidste allerede, at mus var udstyret med en særlig celle i øjet, der registrerede dagslys. Var det ikke muligt, at der fandtes noget lignende hos mennesker? Dagslysfølsomme celler, der supplerede øjets øvrige receptorer? Berson og hans team begyndte at lede, og i 2002 fandt de, hvad de ledte efter: En celle, som var følsom over for hvidt lys, det vil sige dagslys, skjult i nethinden. Her var den hidtil ukendte sammenhæng mellem dagslyset og døgnrytmen.

En superavanceret samledåse

I næsten to årtier troede forskerne, at dagslysreceptoren var en selvstændigt del, der kommunikerede direkte med den del af hjernen, der styrer døgnrytmen. I dag ved man, at det er mere kompliceret end som så. Sammen danner de fem lysfølsomme receptorer – dagslysreceptoren, stavene og de tre forskellige tapper – et komplekst netværk på nethinden.

Systemet kan sammenlignes med en superavanceret samledåse. Tappernes information om røde, grønne og blå bølgelængder kanaliseres ned til fuldfarvet lys, der møder det hvide lys fra dagslysreceptoren. Samtidig behandles farvesynet med det sorthvide periferisyn. Synet og biologien er således forbundet i et avanceret apparat. Den mængde lys, der behandles, sendes derefter videre til hormonsystemet, som regulerer dannelsen af søvnhormonet melatonin og stresshormonet kortisol.

Sammenhængen mellem øjets lysindtag – det gælder både dagslys og elektrisk lys – og døgnrytmen kan studeres på forskellige måder, enten fysisk ved at måle hormonniveauet eller psykisk ved hjælp af interviews og observationer. Baseret på evidensbaseret forskning kan man skabe en belysning, som giver en bedre døgnrytme og gør os mere oplagte og gladere.